En fortælling af Pia Skydt     Mit hønseliv Det var faktisk min kæreste og hans unger, der tidligere havde talt om at anskaffe sig høns, altså før jeg kom ind i billedet, og blev en del af husholdningen. Men jeg er jo altid med på ideen om at få nogle flere dyr, så vi blev enige om at gøre noget ved det, da vi på det tidspunkt, kun havde en kat og nogle kaniner af mærket dværgvæddere. Vi købte 4-5 dværghøns-kyllinger; jeg tror det var wyandotter, i forskellige brogede farver, på et marked i Nordsjælland et sted. Vi byggede selve hønsehuset i vandfast spånplade indrettet med pind, og ved indgangen fik de en fin hønsetrappe. som er en træstamme, hvor trinene var savet flot ud. Hønsegården byggede vi af fyr-rafter med bark på, som vi byggede op omkring de tre kaninburejhuse, der hver især bestod af et hus, samt mulighed for at hoppe ned i selve buret. Der var tråd under, så ræven ikke kunne gave sig under, og kaninerne ikke kunne grave sig ud. Men vi fandt snart ud af at kaninerne godt kunne lide at hoppe rundt mellem hønsene, så vi lod dørene til burene stå åbne. Det var rigtig hyggeligt med en masse liv at se på. Dette gjorde dog at kaninerne blev lidt vilde, og da børnene efterhånden blev større og mistede interessen for kaninerne, blev de givet til en stor dyrehandel som brugte dem som ..... slangefoder, tror vi. Dværghønsene voksede sig større og det viste sig at bestå af næsten ene hanner, så der røg altså hoveder. Så var der jo ret tomt i vores hønsegård .... dog havde vi i mellemtiden anskaffet os en kat mere og en skøn labradorblanding. Men denne hønsegård skulle jo ikke stå tom, og da vi så Johan Rostrups ene høne med tre kyllinger, af racen gul Kochin på Ullerup Marked, var vi ikke et sekund i tvivl om, at vi skulle have disse med hjem. De var bare så søde, med flot farve og med charmerende fjer på benene som gør, at det ser ud som om de har plusfour på. Det er meget rolige dværghøns, som man bare kan tage op i hænderne, hvis man har lyst. Hønsene har, om sommeren fået lov til at trisse rundt på græsplænen og i blomsterbedene, for at spise græs og insekter; om mange gange har jeg også måttet jage dem væk fra min urtehave, for der fejler frøene jo heller ikke noget. Jeg plejer at lukke dem ud, når jeg kom hjem om eftermiddagen og så ind igen tidligt på aftenen, men en af de gange det glippede kom Mikkel selvfølgelig forbi, så der var hønsesteg til hele rævehulen; der var i hvert fald kun en høne og hanen tilbage. Jeg var selvfølge lidt trist, men mistede ikke modet på at holde høns, og ringede til Johan for at spørge om han havde nogle høns til salg. Han var flink og solgte mig en hane og en høne. Min hane tag Johan venligt med hjem og "kiggede på", for jeg havde længe kæmpet med hanens kalkben. og jeg tror han led .... Efter dette havde fået lyst til at prøve at få noget andet i hønsegården, så efter et besøg hos Johan, hvor jeg så hans kinesiske skovagerhøns var jeg ikke i tvivl om, at sådan nogle ville jeg have. De er dog mere vilde og sky end mine afsindigt rolige kochiner. Vi fjernede kaninbåsene, og delte buret op i to. Vi satte træ på bagsiden for at få ekstra læ, og skiftede al tråd til volierenet, da vi ikke vil have besøg derinde af Mikkel ræv igen. Vi malede det hele i flotte grønne og brunlige farver, lod kaninburet sidde, og fyldte det med grus og hø, så de kunne hoppe derind hvis det blæste. Vi lavede nogle forhøjninger i deres voliere, hvor der blev plantet bregner, små hyld og efeu op af hegnet, for at det skal se lidt skovagtigt ud. Det er en ren glæde at se på de flotte skovagerhøns i "næsten" naturlige omgivelser. De trives rigtig godt hos os; når bare der er mad, frisk vand og en tyk pind, der sidder højt, til at sove på. Her efter jeg selv er blevet mor, er der ikke så meget tid, men jeg tænkte om man ikke lige kunne klemme lidt flere dyr ind i vores voliere; den er nok ca. 20 m2. Jeg spurgte Johan Rostrup, om hvilke fugle som de kinesiske skovagerhøns kunne gå sammen med, og han kom med et par forslag. Jeg kom dog til at nævne at jeg engang havde set guldfasaner i en portugisisk botanisk have, og jeg havde bare stået og stirret fascineret, for hannen var så flot med farver i guld, rød, og orange mm. Men disse var nok for store til at have gående, da hannens hale er lang, tæn~te jeg. Men det dementerede Johan, og sagde at det var der plads til. Dog skal der holdes flyttedag, da hønsene skal over i den lille voliere og skovagerhønsene og guldfasanerne skal gå sammen i den store. Praktisk, da de også skal have samme foder: kanarieblanding. Mine guldfaser har Johan Rostrup nu hentet i Belgium. Jeg skal dog lige have sikret begge volierer med tråd under taget, da det ville være så ærgerligt, hvis taget fløj og fasanerne og skovagerhønsene fløj med. Der er ingen fare på det område med mine dværgkochin der, hvis det går vildt for sig, kan flyve 0,5 meter fra jorden overflade. Jeg er meget spændt på at få faserne. Det er et fasanpar, hvis forfædre kom direkte fra Kina; de er altså ikke iblandet andre fasanarter, som f.eks. Armhurstfasan, som vist skete for de guldfaser der kom til Europa i 1700-tallet. De har også certificat og det hele; fint skal det være ... Så de må jo være fantastiske i farven, som først kommer helt frem, når hannen er helt udfarvet. Jeg må sige, at det er en dejlig og hyggelig hobby at have fjerkræ; flot at se på og det er jo skønt med egne æg, fra høns der lever et godt og "frit" hønse liv. Men efter min drøm om et mini-zoo vist snart er opfyldt, med mit studie samt min 14 mrd. gamle spillopmager, bliver der nok ikke tid til det store foreningsarbejde, i mange år fremover. ..