En fortælling
af Lisbeth Bremholm

En livsbekræftende hobby

- fra børneopdragelse til raceavl

Min start med høns handlede slet ikke om raceavl. Jeg ville vise mine drenge hvor æg kommer fra, så jeg lagde for 20 år siden ud med to - fandt jeg ud af senere - store Lys Sussex. (Rigtige høns!) I forvejen havde jeg stor glæde af at være ude i min have, og her var en ekstra grund til at være derude.

For at få lidt vejledning kontaktede jeg DffR, og fandt via Det grønne blad ud af at Fjerkræklubben Storkøbenhavn holder møder kun 10 min. cykeltur fra min bopæl.

Her blev jeg modtaget med åbne arme og kyllinger, og fik lys sussex i dværg, som passer fint til en villahave. Jeg fik også en hane, og dværghønerne ruger jo, og inden længe var jeg midt i det bedste af det hele, små kyllinger.

Jeg har ikke tal på hvor mange gange der er kommet kyllinger, men jeg sætter mig stadig hver gang der kommer et hold, og kigger på de små nye kyllinger når de spæner rundt. Det er da livsbekræftende om noget er.

Helt uopfordret fik jeg senere foræret nogle silkehøns, og så var jeg leveret. Noget af det mest nuttede jeg havde set. At se ud på hvide uldtotter på en græsplæne, når man står med en kedelig opvask, det bliver man da glad af. Og så er de meget rolige og tillidsfulde, og rigtig gode til at ruge og passe kyllinger.

Jeg tror, at hvis man har sin regelmæssige gang i fjerkræklubbers fællesskab, så går de fleste over til raceavl før eller siden, og det skete også for mig. Jeg fik stor opbakning, og hjælp fra de andre medlemmer, klubberne under Bykredsen har jo et stort netværk hvor vi kender hinanden, fordi vi mødes til fælles aktiviteter.

Til at starte med var det fascinerende at se arvelæren i virkeligheden, at man faktisk kan til- og fraavle visse egenskaber over en årrække. Men konkurrenceelementet skal da heller ikke skjules. Og jeg kan rigtig godt lide den erfaringsudveksling og hjælpsomhed der. altid er når vi mødes.

Jeg startede ganske forsigtigt med at udstille en enkelt høne i Mørkhøj og fik en opmuntringspræmie! Og nu her ca. ti år efter havde jeg seks dyr med på Landsudstillingen med pæne resultater.

Opdræt af racefjerkræ er blevet min altoverskyggende hobby, og giver mig rigtig mange gode timer hver uge året rundt i min have. Det er dejligt lige at kigge til hønsene inden jeg går på arbejde. Om vinteren "lufter" jeg hønsene i haven, mens jeg nyder en kop kaffe og piller lidt, resten af året er der altid nye tiltag, reparationer, nye ideer der skal ud i livet, den daglige pasning, og det vigtigste af det hele, at nyde livet med en meningsfuld hobby, hvor man oven i købet kan få en masse nye venner.